PRESSEMEDDELELSE – Odense den 29. september 2026

Media City Odense skruer op for de nationale ambitioner og henter ny direktør

Media City Odense (MCO) går ind i en ny fase og har ansat Thomas Bjerg Hahn-Petersen som ny administrerende direktør. Han tiltræder 1. november 2026 og får til opgave at stå i spidsen for udviklingen af MCO som Danmarks samlingspunkt for medieteknologi, innovation og digitalt indhold.

Ansættelsen er samtidig en udvidelse af organisationen. Michael Jensen fortsætter i MCO som eventchef med ansvar for blandt andet den årlige MediaTech Festival, mens Thomas Hahn-Petersen får det overordnede ansvar for strategi, partnerskaber, medlemsudvikling og positionering. Dermed får MCO mere kapacitet til både at videreudvikle de eksisterende aktiviteter og til at gøre organisationen til et endnu stærkere nationalt kraftcenter for medieteknologi.

Thomas Bjerg Hahn-Petersen kommer fra en stilling som Head of Marketing & Communications hos Copenhagen Fintech, hvor han har haft en central rolle i udviklingen af Nordic Fintech Week og i positioneringen af et nationalt fintech-økosystem. Han har tidligere ledelseserfaring fra reklamebranchen og har som iværksætter og CEO bygget en SaaS-virksomhed op. Han er desuden tilknyttet Syddansk Universitet som Entrepreneur in Residence.

“Vi står et stærkt sted i dag, men vi har også en ambition om mere. MCO skal skabe større værdi for vores medlemmer, styrke forbindelserne mellem virksomheder, startups, forskning og talent og tage en tydeligere position nationalt. Med Thomas får vi en profil, der både kan samle aktører og omsætte strategi til konkrete initiativer, partnerskaber og synlighed. Samtidig er jeg glad for, at Michael fortsætter og nu kan fokusere endnu stærkere på vores events, ikke mindst MediaTech Festival,” siger Thomas Funding, bestyrelsesformand i Media City Odense.

For Thomas Bjerg Hahn-Petersen er ambitionen at bygge videre på det eksisterende fundament og udvide MCO’s rolle i det danske medietech-landskab: “MCO har en unik position. Vi har nogle af Danmarks stærkeste medievirksomheder som medlemmer, stærke uddannelses- og forskningsmiljøer, iværksættere og en festival, der samler branchen. Fundamentet er der. Den næste opgave bliver at binde det tættere sammen og gøre MCO til en platform, der skaber konkret værdi for medlemmerne hele året og får en tydeligere national rolle,” siger Thomas Bjerg Hahn-Petersen.

“Mediebranchen står midt i nogle af de største teknologiske forandringer i årtier. AI, nye distributionsformer og ændret brugeradfærd påvirker journalistik, indhold, forretningsmodeller og teknologi. Det er ikke udfordringer, en enkelt virksomhed kan løse. Her kan Media City Odense være stedet, hvor virksomheder, startups, forskere og talent mødes om konkrete udfordringer og løsninger. Det er den position, jeg glæder mig til at være med til at udvikle.”

About Media City Odense Media City Odense samler virksomheder, startups, uddannelses- og forskningsmiljøer om udviklingen af fremtidens medier og medieteknologi. Organisationen arbejder blandt andet med innovation, talenttiltrækning, videndeling og økosystemudvikling og står bag MediaTech Festival i Odense.

Media City Odense er stiftet af Jysk Fynske Medier, TV 2 Danmark, Syddansk Universitet, Odense Kommune og TV 2 Fyn.

For yderligere kommentarer kan bestyrelsesformand for Media City Odense Thomas Funding kontaktes på 20243938 og kommende direktør Thomas Bjerg Hahn-Petersen på 60776006.