Turen tager til sdu:

Media City Odense til Mediacamp 2026

I januar 2026 summede Medietorvet på SDU i Odense af journalistisk nysgerrighed, kreativitet og engagement, da MediaCamp endnu en gang slog dørene op for gymnasieelever fra hele Danmark. MediaCamp er et journalistisk grundforløb, hvor elever først gennemfører SDU’s online undervisningsforløb og derefter omsætter teori til praksis gennem produktion af journalistiske indhold.

På baggrund af de indsendte journalistiske produkter blev fem særligt dygtige gymnasieklasser udvalgt til at deltage i den tredages camp, som fandt sted den 14.–16. januar 2026. MediaCamp har været afholdt siden 2015 og fortsætter med at være et samlingspunkt for unge med interesse for journalistik og medier.

For at give eleverne indblik i journalistikkens mange facetter samarbejdede SDU med en række lokale medier, herunder Fyens Stiftstidende, TV 2, TV 2 Fyn, DR Fyn, Media City Odense og Fyens Amts Avis. De fik alle besøg af en klasse undervejs.

Mediacamp 2026 havde fornøjelsen af at byde fem dygtige gymnasieklasser velkommen: Himmelev Gymnasium 2.z, Mulernes Legatskole 2.wy, Nordfyns Gymnasium 2.e, Stenhus Gymnasium 3.c, Aalborg Gymnasium 2.i.

Løbende i forløbet, fik elever til opgave at poste omkring mediacamp på den pågældende instagram- her kan du følge med i hvad eleverne lavede under deres 3-dages ophold på SDU Medietorvet i januar 2026: instagram.com/sdumediacamp/

OPGAVEN:

Årets overordnede tema var kunstig intelligens. Klasserne havde selv frihed til at vælge, hvordan emnet skulle dækkes journalistisk, men skulle producere bestemte typer af journalistiske genrer.

Hver klasse organiserede sig i redaktioner og udarbejdede produkter inden for én eller flere af følgende genrer:

  • En nyhed
  • En leder
  • En analyse
  • Et portræt

SoMe

Samtidig dokumenterede eleverne deres arbejde på Instagram, hvor stories fra campen fungerede som en levende logbog over de tre intense dage på SDU. Her kunne man følge både arbejdsprocesser, redaktionsmøder og stemningen på Medietorvet.

    Publicering

    De journalistiske produkter blev lagt på mediacamp.sdu.dk. Projektets mediepartnere – Fyens Stiftstidende, DR Fyn, TV2 Nyhederne, TV2 Fyn og Media City Odense – fik efter publiceringen, adgang og tilladelse til brug af indholdet.

    Kåring

    Der blev kåret vindere i følgende kategorier:

      • Bedste nyhed, leder, analyse, portræt og SoMe-indsats (afgjort af et dommerpanel)

      • Bedste samlede klassepræstation, hvor også klassernes synlighed og indsats på sociale medier indgik (afgjort af dommerpanel i samarbejde med studenterredaktører)

    MediaCamp 2026 viste endnu en gang, hvordan journalistisk håndværk, samarbejde og nysgerrighed kan bringe unge talenter helt tæt på mediebranchen- og vi er utrolig stolte af at kunne være en del af projektet!

    Læs elevernes portræt omkring MCO her forneden!


    portræt fra stenhus gymnasium 

    Media City Odense vil redde den demokratiske presse

    Lokalt samarbejde omkring moderne teknologi er vejen frem, hvis danske medier skal stå imod det pres, der kommer fra udlandet. Det mener man ved Media City Odense, der rådgiver og understøtter en lang række medievirksomheder

    Af: Josefine Iversen, Oliver Petersen og Victoria Aaquist

     

    200 meter fra Odense Banegård på tredje sal ligger den topmoderne non-profit Tech-virksomhed: Media City Odense (MCO). Her er man ikke bange for at anvende kunstig intelligens. Tværtimod. MCO er en virksomhed, der har til formål at samle medie- og techprofesionelle i et fællesskab, der styrker mediernes rolle i et åbent og demokratisk samfund. Konkret skal netværk og samarbejde gøre, at man som danske medier kan stå imod det pres, der kommer fra udlandet i form af hurtige nyheder, fake news og autogenereret indhold.

    Tiltroen til medierne er altafgørende for at opretholde den demokratiske presse, mener man hos MCO. Den demokratiske presse er der for at informere borgerne og sikre en åben debat. Her kan kunstig intelligens blive et problem. Det er svært at sortere mellem hvad, der er falsk, og hvad, der er ægte. Alligevel er AI kommet for at blive, mener Michael:

    ”Man bliver nødt til at omfavne det. For man kan ikke bare lade som om, det er noget, der går væk, fordi det går aldrig væk igen.”

    Samarbejde i en Tech-tid

    Et andet fokuspunkt for MCO er at fjerne intern konkurrence i den danske branche. Medierne skal kun konkurrere på indhold og ikke på teknologi. Det er vigtigt, når der kommer et stadigt øget pres fra udlandets medier. Mange aktører er af den grund med i det digitale fællesskab.

    Stifterne er TV2, TV2 Fyn, Jysk Fynske Medier, Syddansk Universitet og Odense Kommune. De har alle været med fra starten i 2020. Selvom det er en forholdsvis ny virksomhed, har den herudover allerede fået 25 medlemmer. De tæller blandt andre DR-teknologi, Fyns Amt Avis og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

    Medievirksomheden sørger for at arrangere forskellige netværksmøder og arrangementer for deres medlemmer. De sætter forskellige mediefolk sammen, så de kan dele deres viden. Konkret kan det handle om alt fra, håndtering af fake news til idé-generering.

    Som kronen på værket står Skandinaviens største Tech-festival, MediaTech, som MCO også er ansvarlig for. Her deltager hvert år over 500 mediemennesker fra hele verden.

    AI som redskab

    Michael mener, at man kan optimere nogle af de mere ensformige arbejdsopgaver, altså ”rugbrødarbejdet”. Derved frigør man plads til den mere kritiske tænkning.

    ”Det handler om at bruge AI som et redskab, der gør livet lettere for de redaktionelle medarbejdere”, siger han og uddyber:
    ”Samtidig får journalisterne tid til at lave de rigtige historier, komme ud og tale med folk, og dermed lave nogle ordentlige baggrundshistorier”

    Tusind tak for det skønne portræt af MCO og vores arbejde. Også en stor tak til SDU og MediaCamp – det er virkelig opløftende at se den næste generations engagement og ambitioner.