DEN FYNSKE BLADFOND UDRULLER NYT TALENT-FELLOWSHIP PÅ 50.000 KR. 

Odense,  16. september 2022

Skal du skrive speciale i forårssemestret 2023, drejer din problemstilling sig om medier og teknologi? Så har du mulighed for at søge Den Fynske Bladfonds nye Talent-Fellowship, hvor du kommer helt tæt på det innovative iværksættermiljø omkring Media City Odense.

Meget snart vælger Den Fynske Bladfond sammen med Fyens Stiftstidende og Media City Odense de to første Talent-Fellows. De får begge et legat på 50.000 kr. – og mulighed for at komme helt tæt på mediebranchen i deres specialeprojekter. 

Måske er du i gang med en ingeniøruddannelse, måske studerer du datavidenskab, journalistik eller design? Måske business, sociologi, antropologi eller medievidenskab? For at komme i betragtning til Talent-Fellowshippet er dit fag ikke afgørende, men derimod emnet og problemstillingen for dit speciale. Det essentielle er, at dit speciale skal fokusere på en problemstilling, der kan skabe ny viden og nye metoder for landets medievirksomheder. Det kan f.eks. være:

• Brug af dataværktøjer til research inden for journalistik
• Nye måder at distribuere journalistik og medieindhold på
• Design af brugerinvolverende medieplatforme
• Nye former for adfærd blandt mediebrugere
• Forretningsmodeller inden for medier og kommunikation
• Nye måder at formidle journalistik og indhold på Eller noget helt syvende.

Det vigtige er, at du har et skarpt og innovativt emne, som er relevant for landets medier – og at du har lyst til at arbejde med problemstillingen i Media City Odenses dynamiske udviklingsmiljø.

For som Talent-Fellow får du ikke bare et legat på 50.000 kr. Du kommer også helt tæt på redaktører, journalister og udviklingsmedarbejdere i et af landets mest innovative og eksperimenterende mediehuse. Og du får en plads hos Media City Odense, som samler medie- og tech-virksomheder om at skabe fremtidens løsninger for mediebranchen.

SÅDAN ANSØGER DU
Ansøgningen skal være på max. to sider, og beskriver din problemstilling og forklarer os, hvorfor du brænder for at udvikle fremtidens medier – og derfor bør være en af de første Talent-Fellows. Send os en ansøgning inden den 23. november via info@mediacityodense.dk – vedhæft dit CV og en opdateret karakterudskrift. 

Ansøgningen skal være på dansk eller engelsk.
Både dansk- og engelsktalende kan søge.

VI SKAL HAVE DIN ANSØGNING SENEST DEN 23. NOVEMEBER 2022 
For yderligere information, kontakt Anne Dyrehauge, CEO, Media City Odense. Mail: anne@mediacityodense.dk; mobil: 30 10 03 85