Studerende skal arbejde med rigtige udfordringer fra mediebranchen

Odense, 3. februar 2022

I dag er faget ’Serielle fortællinger – et makerlab’ blevet kickstartet på SDU. 

Media City Odense er en af parterne bag projektet, og vi arbejder hele tiden på at skabe nye muligheder og veje for de studerende, når de skal ud i arbejdsmarkedet og arbejde professionelt med medier. Dette nye ”maker-lab”-fag med titlen ”Serielle fortællinger” peger lige ind i hjertet af det arbejde.

På faget, der ledes af Bo Kampmann Walther (Medievidenskab, SDU) og Lene Heiselberg (Journalistik, SDU), møder studerende fra hele SDU i ægte tvær-fakultær ånd ikke bare deres undervisere, men også branchen, der kommer med friske ”pains” i inderlommen. Nærmere bestemt TV 2 Fiktion, TV 2 Fyn og Heartbeats. De studerende har fået tildelt forskellige cases med både indholdsmæssige og konceptuelle elementer, som de skal arbejde med, understøttet af viden om serielle fortællinger – både i fiktionens og journalistikkens verden – så ”pains” kan blive til ”gains”. Stor tak til Lasse fra TV 2 Fyn, tak til Alicia og Kathrine fra TV 2 Fiktion og Peter Stenbæk fra Heartbeat for jeres engagement og interessante cases.

For os, der står bag er det spændende at kickstarte forløbet og vi glæder os til følge det. Måske kommer der et nyt koncept til måling af segmenter i journalistikkens verden ud af det. Eller måske en ny model til at ”bygge” fiktioner på flere platforme!