Kommunalvalgsdækning på TV 2 Fyn skal analyseres via ai

Odense, 22. oktober 2021

MediaCatch, startup i medietech-klyngen Media City Odense (MCO), skal via maskinlæring analysere indhold fra TV 2 Fyn på tværs af tv og web under det forestående kommunalvalg.

Kodeordet for hele projektet er nysgerrighed. Det fortæller direktør for TV 2 Fyn, Esben Seerup:

“Vi er meget spændte på samarbejdet med MediaCatch. Både fordi vi får hyperkonkret viden undervejs, så vores journalistik i vores fire uger lange og meget omfattende kommunalvalgskampagne kan balanceres og justeres via den opsamlede data. Og fordi vi med projektet får udforsket og afprøvet, hvad vi kan opnå ved hjælp af den her type medieteknologi. Den læring vil vi bygge videre på til fremtidige projekter.”

MediaCatch skal for eksempel kortlægge skærmtid på tværs af geografi og politisk tilknytning med ansigtsgenkendelse og de fynske kandidaters ansigter. Dertil kommer en kortlægning af alder og ikke mindst køn på samtlige medvirkende.

“Projektet bygger på vores eksisterende platform, men vi har dertil koblet nye moduler på for at kunne levere det datamateriale, som TV 2 Fyn ønsker. Vi har bygget en fleksibel platform, der kan udbygges efter behov,” fortæller Filip Wallberg, der er CTO i MediaCatch.

MediaCatch er stiftet af tre ansatte fra Syddansk Universitet. De har fornyligt fået en række stærke investorer med ombord der betyder, at virksomheden for alvor tager fart. Det er navne som Keld Reinicke, Henrik Juul og Jørgen Lindemann. Virksomheden er en del af den spirende medietech-klynge MCO i Odense sammen med blandt andet TV 2 Fyn.