Seriekonkurrence på SDU skaber nærhed til branchen
Odense, 14. juni 2022
Et nyt projekt på SDU er netop kulmineret og vinderne af ’STV-SDUs seriekonkurrence’ er fundet.
Uddannelsen Medievidenskab på SDU er en del af MCO samarbejdet og har dermed en vision om at skabe brobygning mellem studerende, forskere og medieproduktionsbranchen.
For at konkretiserer denne vision er projektet ’STV-SDUs seriekonkurrence’ sat i verden for at skabe matchmaking mellem talenter, serieideer og serieproduktionsbranchen.
I tidsrummet 1. februar til 20. maj har nuværende og tidligere studerende fra de to uddannelser tilmeldt sig konkurrencen om at udvikle den bedste tv-serie-idé.
Der meldte sig intet mindre end 138 til konkurrencen, og efter et hårdt udskillelsesløb, var der 7 grupper tilbage, som pitchede deres serieidé for en jury.
De kæmpede om at vinde prisen for ’bedste pitch’ og ’bedste research’ – begge priser sponseret af FilmFyn. Samt ’bedste serieide’, som blev vundet af Andreas Relster og Frederik Villads med serien Campisterne.
Projektet er kommet for at blive og dét, der kræves, er et eller flere produktionsselskaber, der prioriterer at lægge tid i at udvikle og samarbejde i fællesskab med de studerende og SDU.
Værdier skabes for både branchen og de studerende. Branchen får en klar idé om, hvilke talenter, den fremover kan trække på og en række serieideer.
De studerende får erfaringer i at udvikle content i dialog med branchen, relevant netværk og nye samarbejdspartnere.
Har I lyst til at høre mere om projektet, så kontakt Heidi Philipsen, Lektor ved Det Humanistiske Fakultet på Syddansk Universitet, på heidij@sdu.dk.